Fødevarer er en essentiel ressource i ethvert samfund og var det naturligvis også i middelalderen, hvor adgangen til frugtbare jorde, afgrøder, dyrehold, fiske- og jagtmuligheder mm. var af afgørende betydning for om et samfund kunne udvikle sig og trives eller om det gik under og forsvandt. Derfor var (adgangen til) fødevarer sammen med andre vigtige ressourcer noget man kæmpede om og konkrete spise- og drikkevaner blev opfattet som afgørende kulturelle og religiøse markører når folk mødtes og billedet af ’de andre’ skulle tegnes, sådan som det eksempelvis er tilfældet i en række middelalderlige missionskrøniker. Disse krøniker var særligt optaget af, hvordan kristendommen vandt fodfæste blandt ikke-kristne folkeslag langs kristenhedens grænser og dermed også, hvad der kunne opfattes som rigtig eller forkert mht. spise- og drikkevaner eller særlige fødevarers betydning for en ikke-kristen kultpraksis. De to krøniker der her er tale om, er for det første den såkaldte Nestors Krønike, der antageligt blev færdigskrevet i det tidlige 1100-tal og beretter om, hvordan et sammensat, magtfuldt rige – Kiev Rus’ – voksede frem i det nuværende Ukraine fra en tidlig begyndelse i 800-tallet frem mod det tidspunkt, hvor krøniken blev færdigredigeret. Af samme grund benævnes krøniken ofte også som Beretningen om de Svundne År med en henvisning til beskrivelsen af Rus’ ældste historie før der var et egentligt Rusland, ja overhovedet før der var et sammenhængende rige i nogen moderne forstand. For det andet er det Henrik af Letlands Krønike, der blev færdigskrevet 1227 eller ganske kort tid derefter. Det er en krønike, der i mange detaljer beskriver, hvordan de ikke-kristne folkeslag i det nuværende Letland (dengang Livland) og Estland efterhånden og gennem mange militære kampagner, korstog og missionsindsatser antog kristendommen i dens latinske form.