Artiklen behandler EMD’s dom af 14. december 2021 i sagen Gražulevičiūtė mod Litauen, hvor Litauen fandtes at have krænket EMRK artikel 6, stk. 1, ved ikke at have tillagt en dom om annullation af en bebyrdende forvaltningsafgørelse tilstrækkelig retskraft under adressatens efterfølgende erstatningssøgsmål mod staten. Sagen viser, at der kan være grund til i større omfang end hidtil at interessere sig for forholdet mellem retskraft og menneskerettigheder. Det påpeges, at dommen – hvis den står til troende – kan få vidtgående betydning for dansk ret, hvilket illustreres med eksempler angående offentlige myndigheders erstatningsansvar. Forfatterne argumenterer for, at EMD bør udvise mere tilbageholdenhed i efterprøvelsen af komplekse retskraftsspørgsmål i de nationale retsordener. Afslutningsvis problematiseres denne gryende praksis i lyset af EU-rettens krav til retskraftens grænser.