Et større antal danske ejendomme er udlagt som ejerlejligheder på fælles grund. I en række tilfælde er grundene imidlertid de facto opdelt på samme vis, som hvor der er tale om udstykning. Det gælder særligt ved huse, som er fysisk adskilte fra hinanden, såvel som ved rækkehuse og dobbelthuse, der er sammenbygget. Hvor bygningerne er opført før 1991, opstår der med mellemrum spørgsmål om, hvorvidt det er muligt at foretage udstykning af den fælles grund, således at den enkelte beboelse får tillagt eget grundstykke - hvilket samtidig indebærer en ophævelse af beboelsens status af ejerlejlighed på fælles grund. Hvis bygningerne er fysisk adskilte, og hvis det er muligt at foretage opdeling af den fælles grund på en sådan måde, at de byggelsesregulerende krav iagttages, vil den relevante kommunalbestyrelse forventeligt afgive en positiv erklæring til brug for Geodatastyrelsens udstykningsafgørelse. Ofte kan de bebyggelsesregulerende krav imidlertid ikke opfyldes ved en udstykning, og den relevante kommunalbestyrelse vil da forventeligt afgive en negativ erklæring. I denne artikel gives en juridisk analyse af Folketingets 1991-ændring af ejerlejlighedsloven. Analysen viser, at det følger af lovens forarbejder, at der skal sondres mellem udstykningsregulering og bebyggelsesregulering. Det følger således af loven, at hvis to eller flere ejerlejligheder på fælles grund opfylder kravene til udstykning, da er den relevante kommunalbestyrelse afskåret fra at afgive negativ erklæring til brug for Geodatastyrelsens udstykningsafgørelse, såfremt denne erklæring alene er begrundet i, at en udstykning vil stride mod de for området gældende bebyggelsesregulerende krav.