I årene 1927-30 udkom hovedparten af Peter Skautrups beskrivelse af dialekten i Tvis (og Hodsager) sogne i nærheden af Holstebro, Et hardsysselmål (Skautrup 1927-79). Beskrivelsen havde dialektens ordforråd som sit primære sigte og var organiseret efter emner. Under emnet Tid og rum, nærmere bestemt § 220 (Her og der), bemærker Skautrup at man i Tvis siger nede på Mors og nede i Thy. Der er ikke noget bemærkelsesværdigt i de to sproglige udtryk i sig selv. Det bemærkelsesværdige dukker først op i det øjeblik man kobler de sproglige udtryk til den geografiske virkelighed: Thy og Mors ligger nord for Tvis, og de fleste danskere vil være vant til at bruge op om noget der ligger nordpå, ikke ned. Men en sådan brug af op og ned er langtfra ukendt i dansk og kendes især fra de ældre dialekter, hvor man tilsvarende også kan støde på eksempler på op brugt om et sted der ligger mod syd (jf. Pedersen 2001).

Jeg har i en ph.d.-afhandling (Hovmark 2007) netop beskæftiget mig med brugen af ord som op og ned, de såkaldte retningsadverbier, især i dialekterne. Gruppen af retningsadverbier i dansk omfatter også ord som ud, ind, hen, over, om, hjem og tilbage og er altså ikke voldsomt stor. Til gengæld er det ord som bruges temmelig ofte, når vi skal beskrive hvor nogen eller noget befinder sig eller bevæger sig hen. De er ikke obligatoriske, men vi vælger tit at indføje et af dem når vi taler sammen.

I en lang række tilfælde er de fleste danskere stort set enige om hvilket retningsadverbium man skal bruge. Man vil typisk sige op til Norge og ned til Rom, op på bjerget og ned i dalen. Men i andre tilfælde kan det være mere uklart hvilket retningsadverbium man synes passer bedst. Vil det fx være mest passende at sige ned, ud eller over til Vietnam når man befinder sig i Danmark? Og hvad siger vi egentlig når vi taler om de steder hvor vi jævnligt har ærinde? Hedder det op, ned, ud, ind, over, om eller hen til lægen (eller Bilka eller farmor)? Det kommer både an på hvad vi hver især har vænnet os til, og hvor vi befinder os når vi forholder os til lægen, Bilka eller farmor. De enkelte retningsadverbier kan også have forskellig betydning. Det gælder fx op og ned: op til Norge refererer til verdenshjørnet nord og Norges placering i forhold til Danmark på et kort, mens op på bjerget refererer til en niveauforskel. Variationen i brugen af retningsadverbierne er ikke forbeholdt dialekterne, den findes også i moderne dansk.

Jeg er til daglig ansat ved Ømålsordbogen på Københavns Universitet, og da jeg skrev min afhandling havde jeg derfor primært fokus på ømålene (dialekterne på Sjælland, Lolland-Falster, Fyn, Langeland, Ærø og omliggende (små)øer). Et meget vigtigt materiale i afhandlingen består således af nogle interview med ældre dialekttalende på øen Helnæs, der ligger ud for den sydvestfynske kyst (jf. Hovmark 2007:39-51). Jeg vil i den følgende artikel benytte lejligheden til at se nærmere på brugen af retningsadverbierne i jysk. Jeg vil tage udgangspunkt i nogle ældre beskrivelser af forskellige jyske dialekter. Det drejer sig som allerede nævnt om Skautrups beskrivelse af et hardsysselmål, og dertil kommer en lignende beskrivelse af morsingmålet (Skyum 1951-54) samt to specifikke beskrivelser af brugen af retningsadverbier og tilsvarende ord i henholdsvis ommersysselsk (Bjerregaard 1934) og vendsysselsk (Espegaard 1958). Jeg vil forsøge at perspektivere de jyske beskrivelser ved at jævnføre dem med de resultater jeg selv er nået frem til i min afhandling, men jeg vil samtidig se på hvordan de jyske forhold - måske - kan underbygge, supplere eller nuancere min egen beskrivelse.