I Danmark udgør radioavisen et særligt ophøjet normideal for talesproget. Hvis der er ét sted det bedste talesprog findes, og skal findes, er det blandt radiovisens oplæsere. I denne artikel undersøges stiludviklinger i radioavisens talesprog fra 1936 til 2006. Fokus ligger på træk der er stilistiske variabler, snarere end træk der er udtryk for forandringer i dansk talesprog generelt. Den underliggende antagelse er at radioavisen bevæger sig fra en norm om neutralt oplæst skriftsprog til en norm om mere uformelt talesprog. Det vises bl.a. at talehastigheden er øget, at grundtonen først sænkedes og siden er steget, at pauseringen er mindre arkeret
som oplæst skriftsprog og at der er en højere grad af assimilation af stavelser end tidligere.