Begrebet kohærens er et stumpt instrument, når det kommer til beskrivelse og analyse af tekster. I traditionen fra Beugrande og Dressler (1981) betyder det vagt, at teksten er en helhed, hænger sammen. Van Dijk og Kintsch (1983) analyserede sammenhæng som referentiel identitet, en analyse som senere betragtes som enfoldige og skudt ned af diverse modeksempler. Mest berømt i "Calderon var en stor forfatter. Vi skal have gæster til middag ". Men i en situation, hvor gæsterne er eksperter i Calderon giver teksten mening, og derfor er det meningsfuldt uden anaforiske relationer mellem sætninger. Men så snart du sætter denne information i teksten, som i "Calderon var en stor forfatter. Vi skal have gæster til middag. De elsker alle ham ", teksten er sammenhængende på grund af den anaforiske forhold - informations-broer mellem den første og anden sætning. Jeg foreslår derfor puste nyt liv i van Dijks opfattelse. Ved at bringe det sammen med mit ikonicitetsprincip (Ulbæk 2005), har vi en ny måde at se på manglende sammenhæng i tekster. Princippet siger, at nært beslægtede oplysninger er meningsfuldt relateret på et pragmatisk niveau, en instruktion til læseren om at relatere oplysningerne til hinanden. Det demonstreres ved hjælp af tekstanalyse at begrebet kohærens kan anvendes analytisk ved at inddele det i første og anden ordens kohærens. Første ordre kohærens er det sædvanlige begreb for kohærens: sætninger er forbundet af sammenhængende forbindelser af kausalitet, tid osv. Andenordenskohærens er en måde at organisere tekst ved hjælp manglende sammenhæng som er en måde at organisere tekst i bidder af sammenhængende dele. Det vises, hvordan læserne kan detektere disse strukturer i teksten ved at detektere den manglende sammenhæng uden layoutet af teksten til at signalere struktur (for eksempel indrykning af afsnit).