I lighed med mange andre lande er sundhedsomkostningerne steget betydeligt de sidste ti år i Danmark - ikke mindst lægemiddeludgifterne. Da ældre gennemsnitligt har større behov for og forbrug af sundhedsydelser end yngre, kan aldringen i befolkningen udgøre en betydelig udfordring for fremtidens sundhedsvæsen.

Formålet med projektet har været at undersøge drivende kræfter bag observerede og fremtidige stigninger i udgifter ved brug af receptpligtige lægemidler. Et delformål var udvikling af egnede metoder. Tre aspekter blev analyseret:

   1) Betydning af aldring for fremtidige udgifter ved lægemiddelforbrug

2) Drivkræfter bag observeret stigende forbrug af kardiovaskulære lægemidler

3) Betydningen af aldring og ændret forbrugsmønster på fremtidige udgifter ved brug af kardiovaskulære lægemidler 

Projektet består af tre registerbaserede delstudier af lægemiddelforbrug i Danmark. Der blev udviklet en fremskrivningsmodel til vurdering af aldringens betydning under hensyntagen til høje udgifter det sidste leveår (afstand til død) for fremtidige lægemiddeludgifter samt en farmakoepidemiologisk model til vurdering af betydningen af ændringer i henholdsvis behandlingsincidens, behandlingsophør og bruger-dødelighed (modelparametrene) for observerede og projekterede ændringer i lægemiddelforbrug og udgifter.

Studie 1: I perioden 2003-2030, vil aldringen i befolkningen - alt andet lige - bevirke en stigning i lægemiddeludgifter på henholdsvis 16,9 % og 17,9 % med og uden hensyntagen til afstand til død. Lægemiddeludgifterne steg med faldende afstand til død - mindst udtalt blandt ældre.

Studie 2: Tre lægemiddelkategorier var ansvarlige for to tredjedele af den stigende kardiovaskulære behandlingsintensitet i perioden 1996-2005. Snarere end aldringen var stigende behandlingsincidens drivkraften bag det stigende forbrug af flere kardiovaskulære lægemidler. Farmakoepidemiologisk uligevægt var medvirkende til stigende behandlingsprævalens.

Studie 3: Fortsætter de historiske trends for modelparametre (med specielt stigende behandlingsincidens) gennem 2006-2015, vil stigende forbrug af ACE-hæmmere, angiotensin II antagonister og statiner medføre en udgiftsstigning på 176%. Uændrede modelparameter værdier siden 2006 vil medføre en udgiftsstigning på 64% - aldringen alene en stigning på 14%.

Uagtet aldringens ringe betydning som drivkraft bag det stigende lægemiddelforbrug, udgør aldringen i befolkningen en væsentlig udfordring for fremtidens sundhedsvæsen. Højt forbrug af lægemidler blandt ældre og midaldrende må tilskrives behandling og forebyggelse af en række kroniske tilstande, snarere end højt forbrug det sidste leveår.

            Forsætter den historiske trend med specielt stigende behandlingsincidens vil det stigende forbrug af tre kardiovaskulære lægemidler medføre en udgiftsstigning mellem 1996-2005 svarende til 60% af den samlede lægemiddeludgiftsstigning de foregående ti år. En stigende behandlingsincidens vil næppe være en følge af stigende morbiditet, men snarere en følge af anbefalinger i kliniske guidelines fra medicinske selskaber.     

            Styrken ved den farmakoepidemiologiske model ligger dog først og fremmest i mulighederne for at analysere den farmakoepidemiologiske dynamik bag observeret forbrug. Bedre håndtering af behandlingsvarighed samt inddragelse of markører for sygdomsstatus og socioøkonomiske forhold vil kunne forbedre modellen yderligere.