Tilstanden af et lands 'alkoholkultur' må måles på, hvordan det behandler dets alkoholikere. Danmark betegnes normalt som et land med en 'liberal' alkoholkoholkultur, men smitter denne liberalitet også af på alkoholbehandlingen? I artiklen gennemgås danskernes forskellige foretrukne 'behandlingsmetoder' over tid, og det antydes kraftigt, at liberaliteten ikke modsvares af en tilsvarende omsorg (og liberalitet), når det går galt. Danmark har haft relativt færre egentlige alkoholbehandlingsinstitutioner end i det øvrige Norden i tiden før 1950. Især var der tale om initiativer taget af enkeltpersoner eller af idealistiske, filantropiske eller religiøse foreninger med relativ svag offentlig finansiering. På det lægefaglige område var interessen tidligt rettet mod at finde den ultimative kur. Blandt sådanne helt enkeltstående initiativer står bl.a. den såkaldte Guld-kur, som blev introduceret i Danmark i 1890erne, og som var baseret på at etablere aversion over for alkohol hos den alkoholafhængige. Derimod kendetegnes den danske behandlingstradition af mange (tvangs)interneringsanstalter og andre tvangsforanstaltninger for alkoholikere. Og det antydes, at opdagelsen af antabus (den kemiske tvungne ædruelighed) i 1947 lå i forlængelse af den danske tradition for tvangsmæssig behandling af alkoholikere og var tilsyneladende blot en for samfundet billigere måde at overkomme omkostningerne ved den liberale alkoholkultur. Andre mener, at antabusens succes i Danmark i efterkrigstiden netop skyldtes, at 'pillen' på samme måde som Guldkuren, blev en 'neutral' lægelig behandling af en 'sygdom', og at antabusbehandlingen stadig i forlængelse af den danske liberale alkoholkultur kunne ske uden at tilføre den enkelte 'skyld', anger og internering. Indførelsen af de relativt dyrere nye kognitive behandlingsformer (Minnesotakur) har derfor været relativt mere træg i Danmark.