Introduktion: Soldater har behov for en all-round kapacitet af både styrke og udholdenhed for sikkert og effektivt at kunne imødekomme slagsmarkens udfordringer. Selvom et stigende antal opgaver kan løses med droner og robotter
er der mange situationer, der fortsat kun kan løses manuelt. Et prioriteret fokus på teknisk og taktisk træning og en fortsat rationalisering af arbejdstiden begrænser den tid, der afsættes til fysisk træning for at kunne opbygge eller
vedligeholde den nødvendige fysiske kapacitet. Derfor er der en fortsat søgen efter optimerende træningsmetoder, der effektivt kan forbedre soldatens fysiske præstationsevne og reducere risikoen for skader med det mindst mulige
tidsforbrug. Det overordnede fokus i denne afhandling at undersøge effektiviteten af mikrotræning som 8x15 min. trænings sessioner, der kan indpasses i pauser og ventetider i løbet af dagen, sammenlignet med intensitets og volumen matched 2x60 min. klassisk træning. Derudover var et sekundært formål at undersøge individuelle tilpasninger til styrke og udholdenhedstræning i forhold til fysisk udgangspunkt. Hypotesen var at mikrotræning ville føre til mere markante adaptationer end klassisk træning og at individuelle tilpasninger til træning ville være afhængige af fysisk udgangsniveau.

Metode: Denne afhandling består af et manuskript fra et pilotstudie, to (indsendte) manuskripter fra et hovedstudie og yderligere ikke publiceret data analyser fra hovedstudiet. I pilotstudiet deltog 29 militære tolkeelever i en 8 ugers trænings intervention opdelt i to grupper: en mikrotræningsgruppe (MIC) der udførte 9x15 min. styrke- og udeholdenhedstræningssessioner om ugen, og en klassisk træningsgruppe (CLA) udførte identisk styrke- og udholdenheds-træning fordelt som 3x45 min. sessioner om ugen. I hovedstudiet deltog 290 værnepligtige i en 9 ugers træningsintervention, hvor MIC udførte 8x15 minutters styrke- og udeholdenhedstræning om ugen, CLA udførte identisk styrke og udholdenhedstræning fordelt som 2x60 min. og en tilføjet 'kontrolgruppe' (CON) udførte 2x60 min. standard militær fysisk træning. Tilpasning af styrke og udholdenhed blev bestemt som fysiologiske
evalueringer af muskelsammensætning, maksimal kraftudvikling, iltoptagelses-kapacitet, enzymatisk aktivitet og mitokondrielt proteinindhold samt funktionelle præstationsmålinger af løbepræstation samt styrke- og styrkeudholdenheds-øvelser. Fra hovedstudiet blev deltagerne efterfølgende analyseret opdelt i tre grupper baseret på fysisk udgangspunkt: lavt (LOW), mellem (MED) og højt (HIG), og gruppernes tilpasninger til træning i funktionelle målinger og præstation blev sammenholdt.

Resultater: I pilotstudiet var der kun mindre forskelle mellem adaptationer i MIC og CLA, men der var en tendens til mere markante tilpasninger i MIC. I hovedstudiet var adaptationer i MIC og CLA stort set identiske. Maksimal
kraftudvikling for benene, løbepræstation og præstation i kropshævninger styrkeudholdenhedsøvelser steg lige meget i begge grupper, mens maksimal kraftudvikling for overkroppen og funktionelle styrkeøvelser for benene var
uændret. Kun MIC forbedrede maksimal iltoptagelse. I forhold til individuelle adaptationer opdelt efter fysisk udgangspunkt steg både maksimal iltoptagelse, funktionelle styrke øvelser og styrkeudholdenhedsøvelser afhængigt af det fysisk udgangspunkt, mens maksimal kraftudvikling var upåvirket.

Konklusion: De præsenterede resultater viste ikke et optimeret træningsudbytte ved anvendelse af mikrotræning, men understøtter brugen af mikrotræningspas, med forventede tilpasninger svarende til klassiske træningspas. Ydermere var der en sammenhæng mellem fysisk udgangsniveau og tilpasninger til træning og der ses derfor en potentiel mulighed for at optimere træningsudbytte ved anvendelse af træningsprogrammer tilpasset på baggrund af det fysiske udgangsniveau.