Arbejdet er udført ved Biokemisk Laboratorium, Syddansk Universitet. Minigrisen er blevet et accepteret forsøgsdyr i biomedicinsk forskning. Den anvendes bl.a. som ikke-gnavermodel i udviklingen af ny medicin og i toksikologi. Göttingen-minigrise blev fremavlet for ca. 40 år siden ved universitetet i Göttingen, og de er siden 1993 avlet med en mikrobiologisk defineret status i Danmark. Genetisk og mikrobiologisk er Göttingen-minigrisen standardiseret, men fodring har hovedsagelig været baseret på praktisk erfaring. Minigrisens ernæring kan have stor indflydelse på dyrets fysiologi, og bl.a. atherosclerosis og diabetes induceres ved fodring med et foder med højt fedtindhold. Dette ph.d.-projekt har derfor fokuseret på minigrisens ernæringsbehov, både for at forebygge fedme, som minigrise har stor tilbøjelighed til, og for at forebygge mangelsygdomme. Konklusionerne var, at der er stor kønsforskel, idet hundyr vokser meget mere end handyr ved ad libitum-foderindtagelse. Det skyldes især forskel i mængden af kropsfedt. Hundyr bliver således meget fede ved ad libitum-foderindtagelse. Begrænset måltidsfodring på forskellige niveauer viste, at fedme forebygges ved fodring med ca. 40% af frivillig foderindtagelse, uden at der opstår tegn på mangelsygdomme hos hundyrene. Fodring af handyr med ca. 60% af frivillig foderindtagelse resulterede i et for lavt niveau af kropsfedt. Måltidsfodring på 100% af frivillig foderindtagelse resulterede i samme kropsvægt hos handyr som hos hundyr, der var fodret med ca. 40% af frivillig foderindtagelse. Projektet har vist, at minigrisen er en interessant model for fedmeforskning. Der er symptomer på serøs atrofi af knoglemarv og trombocytændringer pga. forskelle i foderets fedtindhold og i fodringsniveauet.