I foreliggende artikel tages der udgangspunkt i teoretiske forsøg på at karakterisere forholdet mellem disciplinær-universitetsbaseret og informationsrelateret læring (informationskompetence). Der skelnes mellem (1) generisk-disciplinuafhængige, (2) disciplinrelaterede og (3) integrative tilgange til at modellere forholdet mellem informationsbrug og faglige læringsaktiviteter. Sidstnævnte integrative tilgang forener faglig og informationsrelateret læring i en
kohærent og meningsgivende proces og repræsenterer derfor den foretrukne måde hvorpå man når frem til en syntese af universitets- og biblioteksbaserede
læreprocesser. Integrative tilgange beskrives vha. to analytiske integrative kendetegn (situation og individets erfaring/koncepter) og undersøges i tre grupper af teorier, som alle sigter mod overvindelse af det generiske paradigme i informationskompetenceforskningen (fænomenografiske, sociokulturel-praksisteoretiske og diskursanalytiske tilgange, herunder Kritisk pædagogik). Det viser sig, at disse tre teoretiske grupperinger repræsenterer integrative kriterier i forskellig grad, med fænomenografien som "mest integrerende" (realiserer begge kriterier), og diskursteorien som mindst, fordi den, idet der abstraheres både fra den aktuelle situations indlejring og individets (skiftende) erfaringer med fænomener, ikke har fokus på nogle af kriterierne. Sociokulturelle teorier befinder sig i midten, idet individets erfaring af informationskompetence nedtones i forhold til fænomenografien, mens en stærk fokus på situationelle elementer bibeholdes. Artiklen slutter med nogle praktiske
konsekvenser af et "integrativt informationskompetencebegreb" for bibliotekernes undervisningstiltag i informationskompetence.