En form for intermedialitet og intertekstualiet, der ikke er behandlet særlig ofte, er den, der handler om omskabelsen af de formentlig oprindelig folkelige viser i simpel (og mundtlig?) form til en kunstdigtning, der følger andre æstetiske love. I løbet af 1800-tallet udgives op mod 100 værker i Danmark, som alle på en eller anden måde er inspireret af folkeviserne. Det er især er trylleviserne og historiske viser, der har haft de senere digteres interesse. I Henrik Hertz' drama, Svend Dyrings Huus fra 1837, kobler Hertz mindst to folkevisemotiver, gengangermotivet og runekastet, sammen i een vise. Dramaet bygger på to viser, begge trylleviser, nemlig DgF 89, Moderen under Mulde og DgF 76, Ridder Stigs Bryllup. Teaterdirektøren, forfatteren og kritikeren Johan Ludvig Heiberg skrev allerede i premiereåret en hel afhandling om stykket, hvori han især tematiserer to diskurser, en national og en æstetisk: "De naturpoetiske Romancer ere maaske de allernationaleste, da de netop fremstille det poetiske Udtryk for Folkets eiendommelige Anskuelse af den locale Natur". Heiberg er mere nationalistisk i sit syn på litteraturen end Hertz, og at han ser dramaet som et vellykket eksempel på en anvendelse af elementer fra det nationale litterære skatkammer. Foredraget vil se på, hvilke elementer Hertz 'genbruger' og på Heibergs æstetisk-nationale program.