Hvordan sikrer man, at litteraturstøtten går til de bedste kunstnere, uden kammerateri, uden vanetænkning, uden smagstyranni?


Gennem årene har ideen med, at forfattere deler penge ud til forfattere, ført til anklager om indspisthed. Mistanken dukker også frem i besvarelserne. »Jeg har oplevet det sådan, at når jeg havde venner eller bekendte i udvalget, var det lettere for mig at få legater, end når jeg ikke kendte de folk, der sad der. Faktisk har jeg aldrig fået legater fra Statens Kunstfond, medmindre jeg har kendt mindst et af udvalgets medlemmer. Det duer selvfølgelig ikke«, skriver en forfatter, der har mange års erfaring i faget og foreslår: »Løsningen kunne være at skifte udvalgets medlemmer ud oftere, eller få folk uden for ’miljøet’ ind i udvalget; forskere, bibliotekarer, oversættere og (hvorfor ikke?) læsere«. Men spørger man kulturforskeren Peter Duelund, der i mange år har forsket i dansk og nordisk kulturpolitik, ville det formentlig ikke stoppe kritikken: »Det ville da være udmærket, hvis man udpegede flere litteratureksperter til udvalgene. Men det ville ikke ændre diskussionen. For hvad er det så for nogle forskere? Er de elitære? Eller er de bredt orienterede? Det vigtige er, at udvalgene bliver skiftet ud med jævne mellemrum og er valgt af et bredt repræsentantskab«.