Menneskets forhold til dyr har altid været præget af paradokser. I midten af 1800-tallet kom forholdet mellem mennesker og dyr i Danmark for alvor på dagsordnen som følge af en række begivenheder der bl.a. omfattede den første dyreværnslov fra 1857, Zoologisk haves grundlæggelse i 1859 og den samtidige udvidelse og professionalisering af veterinærfaget ved den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. I de følgende årtier blev husdyrproduktion dominerende i det danske landbrug, kæledyr blev en integreret del af borgerlige byhusholdninger og foreninger for dyrebeskyttelse blev grundlagt, parallelt med at den lægevidenskabelige forskning i stigende grad benyttede forsøgsdyr til at opnå nye indsigter om menneskets fysiologi.

Udgivelsen af Charles Darwins Arternes oprindelse og hans følgende værker om bl.a. menneskets oprindelse og husdyrs variationer er blevet tillagt en central rolle i de mangfoldige nye måder at forholde sig til dyr på. Darwin påpegede menneskets nære slægtskabsforhold med aber, og han havde en yderst positiv vurdering af dyrs intelligens og følelsesliv. Trofaste hunde og udspekulerede aber var faste referencerammer i Darwins tekster, men udviklingen i dyrepsykologien vendte på mange måder om på Darwins anskuelser efter hans død.

Foredraget vil dels give introduktion til periodens dyrehistorie og til Darwins fremstillinger af dyr og dels illustrere udviklingen af - og Darwins betydning for - opfattelserne af dyrs følelsesliv og evner med en række konkrete eksempler fra årtierne omkring 1900.