Skandinaviens politiske kultur i senmiddelalderen var præget af variationer over samme tema: det kristne kongedømme baseret på loven. Fra dette fælles udgangspunkt går udviklingen i Danmark-Norge og Sverige hver sin vej. I Danmark-Norge slår et konservativt, aristokratisk præget valgkongedømme i 1660 over i et enevældigt arvekongedømme, og der udvikles, med delvis undtagelse af Sorø adelige Akademis velmagtsdage, aldrig nogen stærk naturretlig tradition eller selvstændig akademisk politisk videnskab. I Sverige blomstrer den politiske videnskab, og der udvikles en stærk naturretlig tradition. Begge dele er med til at forklare, at Sverige efter en generation med enevælde (1680-1719) vendte tilbage til decideret konstitutionelt styre.