Årene siden årtusindskiftet har budt på massive forandringer for de danske universiteter. I de senere år er de offentlige bevillinger stagneret, men til gengæld vokser bevillingerne fra private fonde og har fået et betydeligt omfang. Der er meget godt at sige om denne udvikling. Det betyder, at der er flere, som tager et betydeligt ansvar for at holde den danske forskning fremme i verdenseliten. Men udviklingen kan også give anledning til bekymring; den er med stor hast i gang med at fratage universiteterne friheden til at planlægge og investere langsigtet og til at prioritere mellem de forskellige fagmiljøer.