I centrum af artiklen står de internationale fængselskongresser mellem 1872 og 1935, som i perioden både kvantitativ og kvalitativ var central med hensyn til internationalisering af strafferet og kriminalpolitik. Kongresserne undersøges med hensyn til deres indholdsmæssige og organisatoriske forudsætninger, deres struktur og opbygning, aktører, deres internationale rækkevidde og grænser samt indhold og arbejdsformer. Kongresserne dannede en fortsættelse og institutionalisering af den fængselskyndige diskurs, som fra 1820erne opstod som decideret international og videnskabelig funderet reformbevægelse. Fængselskongresserne bidrog afgørende til at skabe et korpus af viden og et international scientific community omkring både fængslet som tidens foretrukne strafferetslige sanktion og et væld af relaterede strafferetslige, kriminalpolitiske og kriminologiske spørgsmål.