Det følger af vejlovens § 77 og det ulovbestemte gæsteprincip, at når en ledning ligger som gæst på en ejendom, må ledningsejer betale for at flytte ledningen, hvis arealejeren skal bruge arealet, hvor ledningen er beliggende, til byggeri eller andet. Arealejeren er naturligvis forpligtet til forudgående at underrette ledningsejer om, at ledningen skal flyttes, men ledningsejeren må betale, når ledningen ligger som gæst, og omkostningerne hertil kan ofte være betydelige. For de eksisterende ledninger er det centrale juridiske spørgsmål, hvornår ledningen må anses for at være gæst, hvor det må erindres, at ledningen kan være placeret på grundlag af tinglyst servitut, der kan være fastsat på grundlag af aftale eller ekspropriation, men også kan være etableret på grundlag af hævd. For fremtidige nedlæggelse af ledninger er spørgsmålet, hvilke muligheder ledningsejer har for at fravige gæsteprincippet. Svaret på disse spørgsmål har i de seneste år givet anledning til betydelig tvivl, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at der aktuelt verserer mindst fem sager ved Højesteret, der drejer sig om, hvorvidt gæsteprincippet finder anvendelse henholdsvis betingelserne for at fravige dette fremadrettet ved etableringer af ledninger på fremmed grund. Dette er emnet for denne artikel, der søger at belyse de principielle juridiske spørgsmål, som gæsteprincipper rejser i forhold til den traditionelle servitutret. Efter en kort indføring i gæsteprincippet omtales det retlige grundlag for at placere ledninger på arealer, som ledningsejeren ikke ejer med en gennemgang af nyere retspraksis med vægt på Højesteretsdomme. Den sidste del af artiklen belyser kort baggrunden for de fem verserende Højesteretssager og de juridiske argumenter, som parterne har gjort gældende.