Efter forarbejderne til naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 skal forbuddet mod at foretage ændringer i tilstanden inden for strandbeskyttelseslinjen fortolkes på samme måde som den tidligere naturfredningslovs § 46, hvorefter forbuddet omfattede placering af bygninger, skure, campingvogne, hegn og master samt beplantning og terrænændringer. Med udgangspunkt i en ny afgørelse om bænke og flere andre sager belyser artiklen, hvordan Natur- og Miljøklagenævnet gradvist har tillagt forbuddet i § 15, stk. 1 et videre indhold, end der ses støtte til i motiverne, så forbuddet efter nyere praksis også omfatter skilte, legeredskaber, bålpladser og ændret anvendelse af bygninger. Afslutningsvis argumenteres for de retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved en sådan udvidende fortolkning af en indgribende forbudsregel, ligesom der stilles spørgsmål ved nytten af at bruge offentlige ressourcer på sådanne bagateller.