Hvor lang og hvor kort afstanden skal være mellem politiske aktører og kulturen, er kort sagt hele tiden til diskussion. Og selve princippet er flittigt blevet brugt politisk til at afvise forslag, man er imod eller ikke ønsker at tage stilling til. Det er også et våben, der bliver brugt i det politiske spil mellem forskellige kulturpolitiske ideologier«, siger Duelund.

At Dansk Folkeparti er på kant med den klassiske konsensus om armslængde, er der ikke tvivl om, mener lektor emeritus på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet Peter Duelund, som længe har forsket i princippet.

»Men armslængden bliver fortolket ganske forskelligt af forskellige Politisk indblanding i kulturindhold er dog ifølge forskeren på ingen måde noget, Dansk Folkeparti er ene om.

»Der sker overordnet set en udvikling væk fra Bomholts mantra om nok støtte, men ikke styre over i støtte og styre , hvis ikke ligefrem støtte for at styre. Vi ser det konkret, når midler flyttes fra kulturinstitutionernes basisbevillinger til øremærkede puljer og satsningsområder, som, når Dansk Folkeparti har noget at skulle have sagt, gerne tilgodeser den nationale dimension«, siger lektoren. Han sporer udviklingen helt tilbage til 1980’erne.

»Generelt ser man en tendens til, at politikere i tiltagende grad definerer indholdet via de politiske bevillinger. DF er bare de eneste, der står åbent ved det, mens de øvrige i realiteten fører en strudsepolitik«, anfører han.

At Dansk Folkeparti er på kant med den klassiske konsensus om armslængde, er der ikke tvivl om, mener lektor emeritus på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet Peter Duelund, som længe har forsket i princippet.