Op til det 19. århundrede var dyr kun lovmæssigt beskyttet i kraft af at være menneskers ejendom. Dette ændrede sig i det 19. århundrede. I de første dyreværnslove kunne behovet for at beskytte dyr sidestilles med behovet for at beskytte dem mod meningsløs mishandling. Denne tendens gik igen i den meste dyreværnslovgivning op til i hvert fald 1950’erne. Derefter tog lovgivning og andre initiativer sigte på at sætte grænser for brugen af dyr til formål, som de fleste mennesker kan tilslutte sig ikke mindst i relation til landbrugsformål. Formålet var her at beskytte dyrenes velfærd, og var således et andet end blot at undgå mishandling. Siden 1970’erne er nye tendenser opstået, som er tæt knyttet til hold af familiedyr og en voksende interesse i vilde dyr. Ifølge disse tendenser opfattes selskabsdyr som familiemedlemmer og vilde dyr som individer med en ret til at eksistere.