Gennem tiderne har mangen et studie og undersøgelse bekræftet professorer såvel som studerende i deres mistanke om, at de studerende der droppede ud, var dem der havde valgt det forkerte studie. Det er ganske rigtigt, at dette er den mest nærliggende begrundelse man kan give, hvis man som studerende begyndte på et studie man endte med at beslutte sig for at forlade. Det vil dog være en fejltagelse at slutte, at årsagen til beslutningen er den samme som begrundelsen for beslutningen. Ikke desto mindre er det, det der sker, når en mere målrettet vejledning af nye studerendes studievalg anbefales på baggrund af frafaldsundersøgelser der konkluderer at problemet skyldes forkerte eller misinformerede studievalg. Sådanne konklusioner misser pointen: givet, at en studerende opdager at han eller hun har valgt det forkerte studie, findes der en oplagt mulighed for at undersøge hvilke oplevelser der havde indflydelse på beslutningsprocessen undervejs i uddannelsesforløbet. Den mulighed forpasses, hvis begrundelse og årsag forveksles. I denne artikel tager vi udgangspunkt i en række studier af frafald, vedholdenhed og læring på videregående uddannelser, og begrunder at hvis man vil forstå den proces der leder frem til en beslutning om at droppe ud af et studie, må man tage højde for at det at være og blive studerende er et komplekst samspil mellem e´t individ og en institution, som i sin tur udgøres af en række individer (herunder de studerende der måtte falde fra), kulturer (herunder fagkulturer) samt en lang række dybt forankrede vaner og traditioner. Inden for rammen af sådan et perspektiv vil det være forkert at sige at uddannelsen var forkert til den studerende, ligesom det ville være forkert at sige at den studerende var forkert til uddannelsen. Hvis noget var forkert, så var det situationen. Dette perspektiv udnytter vi til at foretage en grundig analyse af syv interviews med tidligere fysikstuderende, der havde valgt at forlade fysikstudiet ved Uppsala Universitet i Sverige. I interviewene bedes de studerende begrunde deres frafald. Men analysen såvel som interviewet tager sit omdrejningspunkt i, at de begrundelser der gives også har en baggrund. Det vi finder ud af er, at dette omdrejningspunkt har et forskelligt fokus afhængigt af perspektiv. Interviewerens fokus tager udgangspunkt i et ønske om at forstå de strukturelle betingelser omkring fysikstudiet der danner baggrund for frafaldets begrundelse. De studerende selv, tager udgangspunkt i sig selv. For at illustrere dette forhold benytter vi Aristoteles årsagsbegreb i analysen, og viser at de årsager de studerende bruger som baggrund til at forklare deres beslutning om at forlade studiet, har en væsentlig anden karakter, end årsager der kan knyttes til strukturelle betingelser omkring fysikstudiet. Konklusionen er, at hvis ikke man gør sig det klart, når man undersøger årsager til frafald, så er udbyttet i bedste fald en for simpel forståelse for de årsager, strukturelle såvel som individuelle, der måtte kunne knyttes til frafald fra videregående uddannelser.