I en bemærkelsesværdig og smuk lille tekst fra 1990, forsøgte Gilles Deleuze at opdatere Foucaults berømte tese om de disciplinære samfund.2 Foucaults disciplinære samfund var baseret på den tidlige og udviklede kapitalismes institutioner som fabrikken, skolen, hospitalet, mm., som samtidig skulle blive kerneinstitutioner i udviklingen af reformistiske forbrugs- og velfærdsmodeller i perioden efter 2. Verdenskrig. Ifølge Deleuze var disse institutioner imidlertid blevet mindre relevante ved starten af 1990erne. De var ved at ændre sig grundlæggende i retning
af, hvad han kaldte ”kontrolsamfundet. I kontrolsamfundet var det ikke længere ’governance’, eller ’management’ af kroppe, identiteter, biopolitik mm. der var afgørende. De sociale sammenhænge synes at væve omkring et langt mere dynamisk ekvilibirum. Hvor disciplin var hierakisk og kunne defineres gennem termer som strategi og taktik, var kontrol var mere diffus og subtil. Den kunne til stadighed morfe ind og ud af de forskelligste forhold og former og kontinuert
at erstatte et ekvilibirum med et andet i mange forskellige forbindelse, med mange hastigheder og de forskelligste skalaer. En kontinuert dynamisk og i den forstand kreativ og aktualiserende systembevægelse, hvor kontrolsamfundet var at betragte som “ (…) a self-deforming cast that will continuously change from one moment to the other, or like a sieve whose mesh will transmute from point to point,” skrev Deleuze.
I dag kan det mest udfordrende træk ved denne brilliante analyse imidlertid meget vel
være det forhold, at Deleuze nægtede at forholde sig til en kritisk dimensjon af den fremtid, han skitserede. Det måtte de kommende generationer selv finde ud af.