Sagen om Skovgårdsvej i Vejen Kommune har været omtalt af både myndigheder, involverede advokater og i medierne som en sag om »retlig lovliggørelse« af en allerede etableret vej, efter at den oprindelige ekspropriationsbeslutning til anlæg af vejen efter elektrificeringsloven blev fundet ugyldig i U 2018.3711 H. Denne artikel tager afsæt i det retlige efterspil til Højesterets dom, dvs. Vejen Kommunes »retlige lovliggørelse« af vejanlægget ved gennemførelse af fornyet ekspropriation til vejanlægget efter vejloven. Det påpeges, at det beror på en forkert retlig kvalifikation af forholdet at behandle det som »almindelig« retlig lovliggørelse af et ulovligt forhold, og at sagen i stedet må anskues som et
spørgsmål om myndigheders uhjemlede råden over fremmed grund. Myndighedernes uhjemlede råden kan opstå som følge af, at et ekspropriationsanlæg realiseres, hvorefter ekspropriationsbeslutningen
findes ugyldig, men kan også opstå på anden vis. Hovedspørgsmålet i disse tilfælde bliver, hvordan denne råden »gøres retmæssig«, hvilket belyses gennem en undersøgelse af, i hvilket omfang (fornyet) ekspropriation kan anvendes, og hvornår konflikten i stedet må løses efter privatretlige regler. Der argumenteres
for, at den såkaldte frembringelseslæres principper om påbygning af fremmed grund i visse tilfælde bør hentes frem fra glemslen, da den kan bidrage med en hensigtsmæssig løsning gennem en afvejning af hensyn til myndigheden, samfundsinteresser og den enkelte grundejer. Afslutningsvis gøres overvejelser om grundejerens materielle beskyttelse og erstatningsmuligheder i tilfælde af myndigheders uretmæssige råden.