TY - JOUR

T1 - Fysisk eller retlig lovliggørelse, når et projekt er etableret i modstrid med habitatdirektivets krav til Natura 2000 beskyttelse – og ansvar for genopretning

T2 - - med kommentarer til ophævelse af VVM-tilladelse til kystbeskyttelse i Jyllinge Nordmark og lovliggørende miljøgodkendelse af Fynsværket

AU - Pagh-Rasmussen, Peter

PY - 2019

Y1 - 2019

N2 - Danske klagenævn på miljørettens område har i de seneste år afsagt en række principielle afgørelser, hvor tilladelser og plangrundlag er blevet ophævet, fordi en tilladelse eller en plan er i modstrid med kravene til beskyttelse af Natura 2000-områder efter habitatdirektivets art. 6, stk. 3, som reglen fortolkes af EU-Domstolen. I nogle tilfælde betød klagenævnsafgørelsen, at anlægget er helt eller delvist etableret i modstrid med habitatdirektivets art. 6, stk. 3 og habitatbekendtgørelsens § 6 som det fx skete i MAD 2016.439 Nmk, MAD 2017.221 Mfk og MAD 2018.86 Mfk. Et af de seneste eksempler er, at Miljø- og Fødevareklagenævnets i april 2019 ophævede Roskilde Kommunes VVM-tilladelse til kystbeskyttelsesanlæg i Jyllinge Nordmark, hvor ca. halvdelen af kystbeskyttelsesanlægget var etableret, hvilket bl.a. hang sammen med, at klagen over VVM-tilladelsen fra september 2018 først blev tillagt opsættende virkning af klagenævnet i marts 2019, og at Planklagenævnet i MAD 2018.328 Pkn havde afvist, at lokalplanen for anlægget var i modstrid med habitatdirektivets art. 6, stk. 3. Efter ophævelsen af VVM-tilladelsen er Roskilde Kommune derfor forpligtet til at tage stilling til, om der skal ske fysisk eller retlig lovliggørelse af anlægget. Men da ophævelsen af tilladelsen er begrundet med EU-rettens krav til beskyttelse af Natura 2000-områder, er disse EU-regler naturligvis også bestemmende for, hvilken fremgangsmåde og hvilke hensyn, som kommunen kan lægge vægt i valget mellem retlig og fysisk lovliggørelse af kystbeskyttelsen ved Jyllinge Nordmark, og om der kan kræves genopretning af Natura 2000-området. Herunder må tillige overvejes, om der foreligger en miljøskade omfattet af miljøansvarsdirektivet, og hvem der i givet fald kan pålægges ansvar. Det sidste spørgsmål om ansvar for miljøskader kan ligeledes overvejes efter, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i MAD 2018.400 Mfk stadfæstede Miljøstyrelsens tidsbegrænsede miljøgodkendelse af kølevandsudledning fra Fynsværket efter undtagelsen i habitatbekendtgørelsens § 9 for væsentlige samfundshensyn, men uden vilkår om kompenserende foranstaltninger, da afgørelsen betyder, at der siden 1994 er tilladt udledning fra Fynsværket i modstrid med habitatdirektivets art. 6, stk. 3. I forlængelse heraf må tillige overvejes, om de danske regler om opsættende virkning af klage over tilladelser omfattet af habitatbekendtgørelsens § 6 modsvarer EU-rettens krav til beskyttelse af Natura 2000-områder. Dette er emnet for denne artikel, der indledes med en oversigt over EU-Domstolens nyere praksis vedrørende habitatdirektivets art. 6.

AB - Danske klagenævn på miljørettens område har i de seneste år afsagt en række principielle afgørelser, hvor tilladelser og plangrundlag er blevet ophævet, fordi en tilladelse eller en plan er i modstrid med kravene til beskyttelse af Natura 2000-områder efter habitatdirektivets art. 6, stk. 3, som reglen fortolkes af EU-Domstolen. I nogle tilfælde betød klagenævnsafgørelsen, at anlægget er helt eller delvist etableret i modstrid med habitatdirektivets art. 6, stk. 3 og habitatbekendtgørelsens § 6 som det fx skete i MAD 2016.439 Nmk, MAD 2017.221 Mfk og MAD 2018.86 Mfk. Et af de seneste eksempler er, at Miljø- og Fødevareklagenævnets i april 2019 ophævede Roskilde Kommunes VVM-tilladelse til kystbeskyttelsesanlæg i Jyllinge Nordmark, hvor ca. halvdelen af kystbeskyttelsesanlægget var etableret, hvilket bl.a. hang sammen med, at klagen over VVM-tilladelsen fra september 2018 først blev tillagt opsættende virkning af klagenævnet i marts 2019, og at Planklagenævnet i MAD 2018.328 Pkn havde afvist, at lokalplanen for anlægget var i modstrid med habitatdirektivets art. 6, stk. 3. Efter ophævelsen af VVM-tilladelsen er Roskilde Kommune derfor forpligtet til at tage stilling til, om der skal ske fysisk eller retlig lovliggørelse af anlægget. Men da ophævelsen af tilladelsen er begrundet med EU-rettens krav til beskyttelse af Natura 2000-områder, er disse EU-regler naturligvis også bestemmende for, hvilken fremgangsmåde og hvilke hensyn, som kommunen kan lægge vægt i valget mellem retlig og fysisk lovliggørelse af kystbeskyttelsen ved Jyllinge Nordmark, og om der kan kræves genopretning af Natura 2000-området. Herunder må tillige overvejes, om der foreligger en miljøskade omfattet af miljøansvarsdirektivet, og hvem der i givet fald kan pålægges ansvar. Det sidste spørgsmål om ansvar for miljøskader kan ligeledes overvejes efter, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i MAD 2018.400 Mfk stadfæstede Miljøstyrelsens tidsbegrænsede miljøgodkendelse af kølevandsudledning fra Fynsværket efter undtagelsen i habitatbekendtgørelsens § 9 for væsentlige samfundshensyn, men uden vilkår om kompenserende foranstaltninger, da afgørelsen betyder, at der siden 1994 er tilladt udledning fra Fynsværket i modstrid med habitatdirektivets art. 6, stk. 3. I forlængelse heraf må tillige overvejes, om de danske regler om opsættende virkning af klage over tilladelser omfattet af habitatbekendtgørelsens § 6 modsvarer EU-rettens krav til beskyttelse af Natura 2000-områder. Dette er emnet for denne artikel, der indledes med en oversigt over EU-Domstolens nyere praksis vedrørende habitatdirektivets art. 6.

M3 - Tidsskriftartikel

SP - 157

EP - 166

JO - Tidsskrift for Miljø

JF - Tidsskrift for Miljø

SN - 1603-8398

IS - 5

ER -