Reduktionen af sociale ydelser til de i forvejen dårligst stillede i Danmark i perioden 2002 til 2011 bevirkede, at mange mennesker uventet blev kastet ud i dyb fattigdom. Individer og familier måtte planlægge og udvikle strategier for, hvordan den pludselig opståede mangelsituation skulle håndteres. I forskningsprojektet ”Konsekvenser af at have de laveste sociale ydelser som forsørgelsesgrundlag” har vi ud over at undersøge modtagernes økonomiske situation og afsavn sat fokus på, hvorledes de ramte familier og enkeltindivider reagerede på den nedsatte ydelse, og hvorledes de håndterede den nye situation, som på én gang var præget af økonomisk knaphed, afsavn og arbejdsløshed og altså skabte krise i familien. Vores studie kan betragtes som et casestudie, der omhandler coping med den særlige situation, som indførelsen af de laveste ydelser medførte. Vi skitserer indledningsvist et begrebsapparat, der kan tydeliggøre, at de fattige blev udsat for et ensartet strukturelt pres, men at de både reflekterede over deres unikke situation og handlede forskelligt. Dernæst behandler vi copingstrategier i forhold til at opnå arbejde, håndtere den trange økonomi og beskytte børnene mod virkningerne af fattigdom. Vi viser, hvorledes fattige individer og familier gennem problemfokuseret og følelsesfokuseret coping samt refleksioner over deres vanskeligheder håndterede arbejdsløshed og afsavn.