Formålet med afhandlingen er at undersøge EU-direktiver og grundrettigheders
virkning i horisontale retsforhold med særligt fokus på henholdsvis borgernes
retssikkerhed og konsekvenserne for medlemsstaten. I den forbindelse
foretages en analyse af det teoretiske udgangspunkt for konfliktsituationen
mellem national ret og EU-ret med en behandling af de nationale krav og begrænsninger i forhold til suverænitetsafgivelse. I forhold til horisontal virkning
af EU-charteret og forholdet til EU-direktiver med inddragelse af Højesterets
resultat i Ajos-sagen.
Endvidere foretages der en begrebsanalyse af retssikkerhed med en gennemgang af retspraksis og den relevante litteratur, samt en sammenligning
med det EU-retlige begreb. Det konstateres, at der er konvergens mellem begreberne i dansk ret og EU-ret, selvom Højesterets dom i Ajos-sagen kunne
tyde på det modsatte. Det konkluderes, at »retssikkerhed« i horisontale retsforhold handler om forudberegnelighed og at begrebet er et forfatningsretligt princip, som retskildemæssige formentlig kan gøres gældende på grundlovsniveau.
Afhandlingen undersøger også den seneste udvikling af EU-charterets horisontale direkte virkning for derigennem at udpege nye konfliktområder i det
horisontale retsforhold, samt hvilke betingelser EU-Domstolen lægger vægt
på i forhold til at tildele en grundrettighed horisontal virkning.
Endvidere behandles konsekvenserne for medlemsstaten for mangelfuld
opfyldelse af EU-retten med særligt fokus på lovgivers erstatningsansvar. Det
konkluderes, at der er normsammenfald i forhold til ansvarsvurderingen efter
dansk ret og EU-retten. På grund af Jonkman-sagens formulering »så hurtigt
som muligt« undersøges det, om der findes en ansvarsfri periode for lovgiver,
efter EU-Domstolen har afsagt en dom, der bringer den nationale retsstilling i
konflikt med EU-retten. I den forbindelse inddrages Kommissionens bødepraksis,
samt tidligere danske lovændringer, som har været nødvendiggjort af
EU-retspraksis, og der opstilles retningslinjer, som bør indgå i vurderingen af,
om en medlemsstat har reageret hurtigt nok.
Afslutningsvis behandles erstatningsansvarets modhensyn og genopretningsmuligheder
efter overtrædelse. Det drejer sig om EU-Domstolens praksis om tidsbegrænsning af domme og de danske forældelsesregler. Det overvejes,
om domstolene i form af deres judicielle virke vil kunne drages til ansvar
ved ikke at efterleve domme fra EU-Domstolen. Det konkluderes, at det
følger af EU-retten, men at det modsatte gælder efter dansk ret. Det leder til
en anbefaling af lovgivningsmæssige tiltag for at råde bod på den manglende
forudberegnelighed for borgerne i visse ekstraordinære situationer, hvor retstilstanden
ikke er klar som følge af uoverensstemmelser med EU-retten. Endelig
overvejes det, hvordan der kan ske genopretning af en overtrædelse, og
hvilke alternativer der er til økonomisk erstatning.