Afhandlingen undersøger, hvordan sted, museets rolle som aktør og religion er relevante for produktionen af migration på Immigrantmuseet (2012) og i Københavns Museums udstilling At blive københavner (2010). Afhandlingen er baseret på udstillingsanalyse samt interview med relevant museumsfagligt personale.
Siden slutningen af 1990erne har indvandring præget den kultur- og værdipolitiske debat i Danmark, der især har fremstillet indvandreren som 'den religiøse anden'. Indvandring har ligesom religion generelt ikke været genstand for en stor museal interesse i Danmark, hvorfor de to udstillinger ikke blot markerer et nybrud i den danske museumsverden, men også taler ind i et stærkt politiseret felt. Afhandlingen viser, at skaleringen af indvandring, produktionen af æstetiske og erkendelsesmæssige oplevelser og kategoriseringen af religion som en henholdsvis acceptabel eller problematisk kategori, anvendes som virkemidler til at nuancere migration og distancere udstillingen fra den offentlige debat om indvandring.
Afhandlingen peger på, at produktionen af den nyere danske historie på museum er præget af et fravær af religion. Det skyldes, at de museumsfaglige praksisser og traditioner afspejler en protestantisk-sekulær logik, der betragter religion som irrelevant for produktionen af samfundets bærende elementer. Den gensidige relation mellem museet og samfundet har længe været et centralt tema i museologiske hovedværker, der peger på, at museer er medskabere af de sociale og videnskabelige kategorier og identiteter, som vi tager for givet: nationer, byer, kvinder - såvel som migration og religion. Afhandlingen argumenterer følgelig for, at museernes produktion af (materiel) religion er et særdeles relevant, men kun ringe udforsket, genstandsfelt for religionssociologien.