Romanen er ét langt forelsket portræt af Simone de Beauvoirs barndomsveninde Zaza, i romanen kaldet Andrée. Vi oplever hende bestandigt gennem jeg-fortællerens forelskede og ind imellem forfærdede linse. Det lykkes Beauvoir at få Andrée til at fremstå spillevende for læseren, ikke bare som et bevis på at romanen, ligesom det er tilfældet hos Proust, formår at gøre de døde levende, men også som et vidnesbyrd om hvordan en fortællers forelskelse kan give en romankarakter klar gestalt. Julia Kristeva skriver i sin bog om Proust at det der får en romanperson til at hænge sammen, er fortællerens forelskelse. Det er De uadskillelige et lysende eksempel på.