Dette speciale undersøger den engelske stats regulering af forholdet mellem staten og henholdsvis anlikanisme og islam. Det primære fokus i opgaven er på forståelsen af dette forhold og de udfordringer, som staten og religionerne står overfor i anden halvdel af det tyvende og begyndelsen af det enogtyvende århundrede. Denne udfordrede situation opstår med den tiltagende indvandring, migrationen og flygtningestrømmer op igennem 1960'erne, 1970'erne og 1980'erne. Forholdet til religionerne i England er i denne periode primært reguleret af racespørgsmålet, men med Rushdie-affæren i 1989, og den deraf følgende ekspliciterde islamiske identitet, bliver det tydeligt, at religion som sådan er blevet forsømt i lovgivningen. Dette bliver yderligere tydeligt med selvmordsbomberne i London den 7. juli 2005.

For at undersøge denne overordnede problemstilling tager det første kapitel udgangspunkt i det historiske forhold mellem stat og kirke, som fødes i den engelske reformation. Staten opstår som en fortsat voksende administrativt apparat og den engelske kirke får sin egen identitet netop i reformationen og bruddet med den katolske kirke. Stat og kirke har fra første færd fælles anliggende i en gensidig afgrænsning, men det er først med tolerancen og religionsfrihed, at forholdet mellem disse endeligt afklares.

For at besvare den overordnede problemstilling undersøges regulering som regering og styring af adfærd i den distinkte tankegang, som Michel Foucault lægger for dagen med idéen om guvernementalitet. Dette teoretiske udgangspunkt anvendes på forholdet mellem stat og religion, som det kommer til udtryk i multikulturalismen. Dette forhold viser sig forståelig som et differentieret medborgerskab, som forpligter både de kristne og muslimerne, ligesom det fordrer en vedvarende evaluering af normer og værdier, der er fremmede for både den engelske stat og samfund.

Som det klart største trossamfund i England, betragter den engelske kirke det som sit ansvar, at benytte sig af sine tætte relationer til staten og sin betragtelige autonomi til at påvirke statens tilgang til religion generelt og islam specifikt. Dette sker i det engelske parlament, og det sker i offentlige sammenhænge, hvor særligt den engelske regering kritiseres for sin manglende forståelse af muslimers behov for anerkendelse af de islamiske retsprincipper. Særligt ønsker muslimerne den private ret og familieforhold reguleret i forhold til de principper, der er i shari'a. Reguleringen af forholdet mellem staten og islam forbliver uafklaret, men de engelske normer om tolerance forsøges genformuleret, som alternativ til en destruktiv mangel på anerkendelse mellem både staten og islam.