Afhandlingen undersøger det “artificielle efter computeren”, dvs. efter opfindelsen af “computation” (maskinberegnelig databehandling i bred forstand) i midten af det 20 århundrede som en form for kreativ imagination: det vil sige som en kreativ horisont for at forestille sig, artikulere og orientere en menneskelig verden.
    Opfindelsen af computeren ansporer en stor mængde af forestillinger – betydninger, materielle som immaterielle – som over fem artier udvikler og projekterer – skaber – en ny artikulation af hvad den menneskelige verden er, og hvad den vil kunne blive til. Det er således muligt at betragte computation som en kreativ dimension – eller institution, som skaber betydning gennem sin artikulation, hvilket berører temaer fra cyberspace til internettet og fra internettet til os. I afhandlingen betegnes denne imaginære institution som “det imaginære for det artificielle”.
    Afhandlingen præsenterer syv kapitler som forsøger at indikerere “det imaginære for det artificielle” fra forskellige vinkler og positioner, skrevet i rækkefølge men i forskellige sammenhænge. I afhandlingen fungerer de som case studies af det imaginære for det artificielle. Som vejledende metateori anvendes Cornelius Castoriadis filosofi for ”samfundets imagnære institution”.
    Afhandlingen prætenderer ikke en fuld behandling af de perspektiver der ligger i det imaginære for det artificielle. Den forsøger en substantial indikation af et problem, som defineres mere præcist som et skisma mellem teknologisk organisation og kreativ konstituering. Hvor det imaginære for det artificielle er kreativt, viser dets betydninger for det meste hen til en konstituering gennem teknologi.
Afhandlingen kan opdeles på følgende måde: 1. Baggrund og introduktion: spørgsmålet om kultur og teknologi og studier heraf – kapitel 2 og kapitel 3. 2. Plausibiliteten af det imaginære for det artificielle: tre aspekter – kapitel 4, kapitel 5 og kapitel 6. 3. En ny ramme for studier af teknologi: selvorganisering og selv-skabelse – kapitel 7. Dette kapitel understreger konkluderende plausibiliteten af den substantielle indikation.
Afhandlingen bidrager til kulturstudier i teknologi, design forskning, new media forskning, samt teknologifilosofi. Dertil bidrager den til at forstå kreativitet som et kollektivt fænomen i efterkrigstiden, i særdeleshed Cornelius Castoriadis filosofi i denne sammenhæng.