Introduktion – Såvel udbuddet af restaureringsmaterialer som udbuddet af retentionscementer stiger til stadighed. Indikationsområderne for
de mange typer af materialer overlapper delvis,
mens kompleksiteten i deres håndtering varierer
meget. Formålet med denne in vitro-undersøgelse var at sammenligne forskellige typer retentionscementer, hvad angår deres evne til at binde
forskellige, indirekte fremstillede restaureringsmaterialer til dentin.
Materiale og metoder – Cylinderformede prøver
blev fremstillet af seks restaureringsmaterialer
(guld, titan, feldspatisk porcelæn, glaskeramik,
zirkoniumdioxid og komposit plast). Cylindernes ene endeflade blev slebet og sandblæst.
Herudover blev cylinderne af feldspatisk porcelæn og glaskeramik ætset med flussyre og
silaniseret. Cylinderne blev cementeret til slebne,
plane dentinoverflader med otte forskellige retentionscementer (en zinkfosfatcement (DeTrey
Zinc), en konventionel glasionomercement (Fuji
I), en plastmodificeret glasionomercement (Fuji
Plus), en konventionel plastcement (Variolink II),
to selvætsende plastcementer (Panavia F2.0 og
Multilink) og to selvadhærerende plastcementer
(RelyX Unicem Aplicap og Maxcem)). Styrken af
bindingen mellem restaureringsmateriale og dentin blev målt efter opbevaring af prøvelegemerne
(n = 8 pr. gruppe) i 37° varmt vand i en uge, og
brudtypen blev undersøgt i stereomikroskop.
Resultater – Bindingsstyrken afhang af såvel
typen af restaureringmateriale som typen af retentionscement. Zinkfosfatcementen og de to
glasionomercementer gav de laveste bindingsstyrker, mens de højeste bindingsstyrker blev
opnået med de to selvætsende plastcementer
og den ene af de to selvadhærerende plastcementer. Brudtypen afhang generelt af restaureringsmaterialet.
Konklusion – Bindingsstyrken mellem restaureringsmateriale og dentin afhang i højere grad
af retentionscementen end af restaureringsmaterialet.