Kartografien følger i den moderne æra, fra 1500-tallet frem en dynamik, hvor det synlige bliver kodet gennem kartografiske udsagn og artikulationer - 'en modeldannelse der kommunikerer rumlig information effektivt'; i en kompleksitet, der rækker fra det umiddelbart synlige, i den forstand geografiske, 'geographia', 'at skrive verden' - som den fremstår - til komplekse topologier, indskrevet i kulturelle dynamikker, f.eks. af third space karakter (Soja).

Gilles Deleuze beskriver forbilledligt denne klassisk moderne artikulation af det sigelige på det synlige og deres respektive dis- og konjunktioner i en dobbelt Hjelmslevsk artikulation af indhold/udtryk. Det sigelige og det synlige er uafhængige men også interdependente modaliteter, som samlet beskriver, ”strata” eller ”historiske formationer”. I en sådan sammenhæng er kartografien et specialeksempel på linie med andre. Enhver formation består af kombinationer af en ”form for sigen” og en ”form for seen”, argumenterer Deleuze, som for Foucault kan bestemmes som en helhed af transformative reguleringer. En sådan transformativ regulering af et givet territorium udgør kartografiens modernitet.

Imidlertid når den moderne kartografi også her en grænse, der er indskrevet i selve strukturens mulighedsfelt, som I Deleuzes optik dukker frem som en disjunktion i artikulationen af det synlige og det sigelige. Det strukturelle niveau er det reale niveau for formationerne og artikulationen kan ikke gøre andet en disjunktiv at pege på en afstand. For Deleuze er artikulationens indre kohærens et mysterium, af den art Kant beskriver som ift den menneskelige imaginations enigmatiske rolle i begrebsdannelsen. Teksten vil kort bruge denne observation til at diskutere kartografi ift skabelse og konstruktion af verden: sagt anderledes; hvordan kan man kartografere en verden, som ikke er en artikulation af det sigelige på det synlige men af det synlige på verden, i form af en omfattende, skabt, artificialitet. Hvor det synlige ikke kodes, genskrives mm. men udsættes i verden med udgangspunkt i en 'kartografisk' kreativitet, hvor modeller går forud for territoriernes synlighed.

Teksten vil bruge denne omvending - eller måske kiasme - til at tematisere en arkitektur indefra som en særlig konfiguration med komponneter og konstruktioner, der artikuleres som lag eller mellemlag af laminær art, hvor det disjunktive overtrumfes af det kreative og fremstår som blot en ud af flere "constraints" (Castoriadis).