Aldrig har der været så mange værker om strukturel prekaritet i dansk kunst: Kunsten beretter om at være isoleret, udgrænset, sindslidende og fattig. Under corona-nedlukningen har mange borgere og især kulturarbejdere oplevet en fundamental usikkerhed.

Både i indhold og med nye kunstneriske former fortæller kunsten os hvordan kunsten, kunstnerne – og samfundet i øvrigt – har det. Enhver, der lytter til samtidskunsten, vil høre kunstnerne råbe op om samfundsmæssig og økonomisk anerkendelse, så kunsten, kunstnerne og publikum kan komme ud af den mentale isolation. Sammen.