Fremstillingen af den nære fortid som retro er et vigtigt fænomen i samtidskulturen, hvor det aktuelt i særlig grad er 1950’erne, der aktiveres som populærkulturel myte. Et vigtigt medie for retrokulturen er pladecoveret, der siden 1950’erne både har været en stærk visuel bærer af den kollektive erindring og selv tematiseret den nære fortid. Gennem covere fra John Lennon, Flash Cadillac and the Continental Kids, The Clash og The B-52’s analyserer artiklen fremstillingen af 1950’erne i albumcoveret og beskriver to typer af retro: den autenticitetsbaserede og den karnevalistiske. Disse to typer udfordres dog af den perfektionerede, men også umiddelbare materialisering af 1950’erne i aktuelle covere som af Bloodshot Bill og Kitty, Daisy & Lewis. Med udgangspunkt i disse eksempler diskuteres den aktuelle retrokultur og 1950’ernes betydning som en særligt mytologiseret fortid, som vi både oplever forbindelse med og afstand til.