Artiklen er en analyse af Jacques Démys hyperstiliserede trilogi af musikfilm fra den franske atlanterhavskyst: Lola (1960), Les parapluies de Cherbourg (1964) og Les démoiselles de Rochefort (1967) (alle tre med musik af Michel Legrand). Analysen fokuserer på filmenes stilistiske arbejde med dans, sang og farver og peger på to gennemgående træk ved trilogien: fremstillingen af den dårlige timing som et eksistentielt grundvilkår og tendensen mod det abstrakte, ikke mindst i farvebrugen.