Find en forsker – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Find en forsker

Ida Helene Asmussen

Ida Helene Asmussen

Postdoc

Studiestræde 6, 1455 København K

1455 København K

    Primære forskningsområder

    Ida Helene Asmussen interesserer sig især for kriminologi, retssociologi, straffeproces og alternativ konflikthåndtering. Hun er i øjeblikket ved at skrive en ph.´D. afhandling

    Resumé af Ph.D afhandling: Fra retsstat til omsorgsstat – om syndsforladelse i konfliktråd*

    I ph.d.-afhandlingen beskrives konfliktråd som en moderne variant af den kristne syndsforladelse. Dermed menes naturligvis ikke, at der foregår noget direkte religiøst i konfliktråd, men at den kristne reference udgør en magtfuldt ‘drejebog’, der udstikker rammer for mægler og deltageres udsagn og handlinger på konfliktråd.

    Empiriske analyser viser således især gerningspersoner, der opfører den ideelle synders kendetegn; angre, beklage, udvise forståelse for forurettede og tilkendegive planer om et ikke-syndigt liv (den eksemplariske gerningsmand). Heroverfor udviser forurettede næstekærlighed og tilgivelse og fokuserer på rehabilitering af gerningspersonen (det barmhjertige offer). Analyserne har også synliggjort det terapeutiske offer, der betragter såvel egen krænkelse som gerningspersonens handling som noget, der ”sidder” i ”det indre” og skal italesættes og afdækkes. Det sætter det terapeutiske offer i en modsætningsfyldt situation mellem på den ene side at ‘have lov til at være vred’, og på den anden side at udvise forståelse for gerningspersonen, da gerningspersonens handling ses som udtryk for, at gerningspersonen engang er blevet krænket eller svigtet.

    Empirien viser også en mindre gruppe deltagere (det uforsonlige offer og den vrede gerningsmand), som gør modstand imod konfliktrådets underliggende syndsforladelses-dagsorden og de dertilhørende roller. For eksempel kæmper det uforsonlige offer imod en psykologisk definition, hvor han betragtes som ”en, der har det svært”, fordi han ikke besvarer gerningspersonens bekendelse og anger med forsoning og tilgivelse.

    Set i det lys risikerer forurettede at blive en ”dobbelt taber”. Hermed refereres til Nils Christies toneangivende artikel (Konfliktens ejendom, 1977), hvor offeret beskrives som en dobbelt taber. Ifølge Christie først ved den strafbare krænkelse, dernæst ved at han gøres til biperson under den juridiske proces, og dermed fratages muligheden for selv at deltage i håndteringen af sin egen sag. På den baggrund foreslår Christie, at den juridiske proces erstattes af en alternativ proces, hvor parterne bringes i centrum. Ph.d.-afhandlingen viser imidlertid, at det uforsonlige offer også kan blive ”dobbelt taber” i den alternative proces. Først - som hos Christie - ved den strafbare krænkelse. Dernæst fordi han bliver stigmatiseret på konfliktråd, hvor sandhedslogikken medfører, at uforsonlighed ses som manglende psykologisk bearbejdning og evne til empati.

    Den overordnede ramme formes i et samspil mellem mægler og deltagere på mødet. Mægler opmuntrer deltagerne til at udvise følelser, udtrykke ansvar, samvittighed, empati og forsoning. Det gør han ved at etablere en uformel og afslappet atmosfære samt anvende en række terapeutiske teknikker som omformuleringer, opsummeringer og bestemte typer af spørgsmål. Styringen foregår imidlertid ikke alene i en bevægelse fra mægler til deltager. Deltagerne varetager også aktivt omsorgen for såvel eget som hinandens ‘sjælearbejde’ og udvirker syndsforladelsens narrativer.

    Analyseresultaterne ses blandt andet i lyset af Foucaults begreb om pastoralmagt, hvorefter den pastorale ledelse og magtform er overleveret og reproduceret i nye former i det moderne samfund. Fra det fjerde til det sjette århundrede ændrede pastorens opgave sig fra at skulle sikre – ikke bare menighedens – men den enkeltes frelse. Pastoren var derfor afhængig af, at den enkelte af egen drift gav adgang til sit sjæleliv og fortalte ham om sine synder. På den baggrund dannedes en forestilling om, at den enkelte overfor Gud var forpligtet til at bekende sine synder, og der udvikledes en række praksisser, herunder syndsforladelsen. Foucault peger på, at det pastorale bekendelsesimperativ ikke ophørte med kirkens reducerede betydning, men forsætter med at virke i det moderne samfund gennem forestillingen om bekendelse som vejen til frigørelse. Forpligtelsen til at sige sandheden om os selv er med andre ord så fast indpodet i os, at vi ikke længere opfatter den som noget, der tvinger os i en bestemt retning. Tværtimod er det sandheden, der næsten uafhængigt af os selv og ofte under kamp, frem, artikuleres, udvendiggøres og synliggøres, så frigørelsen (frelsen) indtræder (Foucault, 1976, p. 67). Konfliktrådsidéen er udtryk for dette naturliggjorte imperativ, hvor deltagernes frigørelse sker gennem artikulering og eksponering af den enkeltes sandhed.

    Ifølge Foucault er velfærdsstatens magtudøvelse ‘dæmonisk’, da den kombinerer to umiddelbart uforenelige idealer, nemlig individet som genstand for pastoral omsorgsledelse og borgeren som ukrænkeligt og ligeberettiget rettighedssubjekt (Foucault, 1982, p. 213; Villadsen, 2006, p. 19). Kun gennem borgerens forestilling om, at hans egen samvittighed byder ham at røbe sit inderste, kan staten ligesom pastoren sikre sig adgang til borgerens følelser og tanker uden at krænke hans frihed.

    Den pastorale ledelsesform genkendes i moderne, vestlige velfærdssamfund, hvor staten indtager en ny rolle ved at flytte velfærdsopgaver fra stat til borger under henvisning til paroler som `empowerment´, `borgeren er ekspert på eget liv´ og `hjælp til selvhjælp´ (Rose 1999; Mik-Meyer & Villadsen, 2013). Den neoliberale idé om empowerment og myndiggørelse har i de senere år sat dagsordenen for den politiske tænkning og handling ved at stimulere og tilskynde til, at idealborgeren forstår sig selv som aktiv, ansvarlig og selvbestemmende (Dean, 2001)

    Danske eksempler på den politiske udmøntning af idéen om empowerment er ungdomskontrakter som erstatning for straf, hvor den unge og dennes forældre selv er med til at udvælge de aktiviteter, der skal træde i stedet for straf, elevkontrakter i folkeskolerne, hvor eleverne selv er med til at udpege egne svagheder og mål, aftaleskemaer inden for hjemmehjælp, hvor den ældre selv er med til at definere egne behov osv. (Åkerstrøm Andersen, 2003, p. 10-13). Ligesom indenfor den pastorale ledelsesform, ledes borgerne altså gennem en række teknikker til at lede sig selv.

    Kontrakterne får en særlig sandhedsværdi i kraft af, at borgeren gennem granskning af personlige svagheder og potentialer fremstår som kontraktens hovedkoncipist. Borgeren bestemmer imidlertid kun inden for et begrænset mulighedsrum (Foucault, 1982, p. 221) Ofte suppleres disse praksisser med ‘vejledende’, ‘motiverende’ eller ‘opfølgende’ samtaler, der guider og regulerer ‘selvbestemmelsen’ i en bestemt retning (f.eks. Otto, 2013, p. 17 og Karlsen, 2008, p. 138). Det pastorale ligger blandt andet i, at borgeren ledes gennem selvledelse og dermed også selv bliver autoritet for de elementer af tvang og undertrykkelse, som kontrakterne måtte indeholde – en utilfredshed med kontrakten kan således tilbageføres til borgeren selv. Han bindes på sine egne ord. Gennem disse teknikker sekulariseres og individualiseres strafsanktionsvalg/rehabilitering af kriminelle med ungdomskontrakten, skoleuddannelse med elevkontrakten og ældrepleje med aftaleskemaet til et personligt anliggende hos de berørte borgere, samtidig med at staten udvider sit manøvrefelt ved at intervenere i forhold, der tidligere tilhørte privatlivet, nemlig borgerens tanker og følelser.

    Restorative Justice (mægling som alternativ til strafudmåling og strafsanktion) tiltag kombinerer en bekendelsespraksis, der sikrer indsigt i borgernes følelsesliv med organisatorisk kontrol og godkendelsesprocedurer derved, at RJ-tiltag altid indeholder en form for godkendelsesprocedure hos politi eller anklagemyndighed. Dermed sikres, at der arbejdes efter samme formål som sædvanlig straffeproces; at skabe lovlydige borgere. Kendetegnende for Restorative Justice tiltag er imidlertid, at der ikke er tale om udlicitering af en velfærdsopgave, men om de første skridt på vej mod en tilbagetrækning af retsstatens natvægterfunktion ved at lade borgerne selv varetage håndtering af kriminalitet og fremme af lovlydig adfærd. Det gøres ikke gennem bevisproces, strafudmåling og frihedsberøvelse, men gennem stimulering af en selvforvaltet, indre, panoptisk samvittighedsdommer. Hvem andre end forurettede kan i et moderne, faderløst samfund med overbevisning appellere til gerningspersonens samvittighed og ansvar?

    Med henblik på at vise, hvordan bestemte positioner formes på konfliktråd anvendes især Goffmans rolle- og samhandlingsteori, men også konversationsanalyse og positioneringsteori. Analyseresultaterne er perspektiveret til et mere strukturelt, samfundsmæssigt niveau med governmentality-tænkningen (Foucault, Rose, Dean), herunder især med Foucaults pastoralmagtsbegreb.

    Nærmere kildeanvisninger fremgår af ph.d.-afhandlingens litteraturliste.



    Til brug for afhandlingen har hun gennemført kvalitative studier af konfliktråd i Danmark og stormøder i Norge. Data er analyseret ved hjælp af et kvalitativt computerprogram ved navn HyperRESEARCH

    Ida Helene Asmussens hovedvejleder er professor, Flemming Balvig (KU) og bivejleder er professor, Nanna Mik-Meyer (CBS).

    * Kort om konfliktråd og Restorative Justice

    Restorative Justice (RJ), eller som det oversættes til dansk: genoprettende eller genopbyggende ret. I en RJ-proces er de institutioner, der normalt fylder i en straffesag dvs. politi, anklager, advokat og domstol helt eller delvist erstattet af en procesansvarlig, der sætter offer og gerningsmand i centrum. RJ-processen fokuserer på offerets konkrete behov og gerningspersonens mulighed for selv at påtage sig ansvaret for den skade, som den kriminelle handling har forårsaget.

    En RJ-proces fungerer enten som supplement eller alternativ til den traditionelle straffeproces.

    Som supplement foregår RJ-processen uafhængigt af straffeprocessen og vil derfor også typisk kunne finde sted på et hvilket som helst stadie af den juridiske proces. Hvis RJ-processen har fundet sted før domsafsigelsen, vil dommeren som regel have mulighed for at inddrage det forhold, at der har været afholdt et RJ-møde som en formildende omstændighed i forbindelse med strafudmålingen. Herhjemme sker det under henvisning til straffelovens § 82, nr. 11 om genoprettende handlinger.
    Når RJ-processen fungerer som alternativ til straf overføres sagen til en traditionel straffeproces, hvis det ikke er muligt at finde en tilfredsstillende og genoprettende løsning i mødet mellem parterne, eller det senere viser sig, at gerningspersonen ikke overholder den aftale eller plan, der er udarbejdet under RJ-processen.

    Herhjemme er konfliktråd efter en længere forsøgsperiode pr. 1 januar 2010 gjort permanent og landsdækkende som et supplement til traditionel straffeproces. Set i forhold til resten af verden er vi i Danmark i en opstartsfase. F.eks. fungerer en RJ-proces som standardprocedure for unge lovovertrædere i Nordirland og New Zealand, og domstolene fungerer alene som back-up, i Norge tilbyder man såvel konfliktråd og stormøder som alternativ til straf, og i Storbrittanien tilbydes fire forskelllige former for RJ.

    Udover at RJ i højere grad er indarbejdet i selve straffeprocessen i udlandet, er man også i stigende grad, f.eks. i Norge, Holland, England og USA, begyndt at anvende et slags udvidet konfliktråd, hvor man inddrager flere personer end offer og gerningsmand i mødet. Baggrunden for at involvere flere end de direkte berørte parter - det kan f.eks. være en skolelærer, familie eller venner - er, at den kriminelle handling betragtes som en del af et større kompleks af handlinger. Denne RJ-tilgang kaldes med en bred betegnelse "conferencing". I danske konfliktråd anvendes som udgangspunkt kun møder mellem offer og gerningsmand, eventuelt med bisiddere.

    Undervisning
    Ida Helene Asmussen holder løbende oplæg på nationale og internationale konferencer og seminarer for forskere, politi og mæglere. Derudover underviser hun i konfliktråd ved Domstolsakademiet (efteruddannelse af dommere).

    På universitetet underviser hun på overbygningsfagene Kriminologi og Konflikthåndteringsformer. Sidstnævnte fag har hun oprettet i samarbejde med professor, Vibeke Vindeløv og adjunkt, Lin Adrian.

    ID: 16221510

    32744